Hvordan maler man med akvarel? Hvad er farver? Hvilket papir benytter man til akvarelmaling? I dette indlæg vil jeg gennemgå alt hvad der er godt at vide om akvarel. Hvis du ikke er interesseret i det hele, kan du benytte indholdsfortegnelsen som links til det materiale du interesserer dig for.
Indholdsfortegnelse
- Akvarel maling
- Er vandfarve og akvarel det samme?
- Materialer til akvarelmaleri
- De gode mærker akvarelmaling er:
- De tre grundfarver
- Den hvide farve i akvarel
- Forberedelse til akvarelmaling
- Hvordan maler man med akvarel?
- Akvarelteknikker
- Kan man rette eller slette i en akvarel?
- Akvarellens egenskaber
- Konklusion
Akvarel maling
Man mener at akvarelmaling er opfundet af den fuldkommen fantastiske renæssancemaler Albrecht Dürer (1471-1528). Vi har værker fra hans hånd bevaret, og de er de tidligst daterede vi har kendskab til.
Albrecht Dürer var 2. søn i en søskendeflok på 18. Han kom i lære hos Michael Wolgemut i 1486.
Albrecht Dürer blev 7. juli 1494 gift med Agnes Frey, datter af en lokal handelsmand. Han rejste til Italien i august 1494, hvor han kom under indflydelse af flere renæssancekunstnere. Han vendte tilbage til Nürnberg i 1495.
I 1506 foretog han endnu en rejse til Italien, hvor han blandt andet fik en bestilling fra kirken San Bartholomeo i Venedig. Fra 1507 til 1520 rejste han rundt i Europa. Han havde allerede vundet berømmelse, og han kendte de fleste af tidens mestre.
I juli 1521 fik han malaria, som han døde af i 1528, 56 år gammel.
Citat: Wikipedia
Billedet i toppen af dette indlæg er også malet af Albrecht Dürer, og er en af hans akvareller. Det kaldes: En ung hare (1502)
Hvad betyder akvarel?
Akvarel, (ital. acquerello, vist af acqua ‘vand’), maleri med ikke-dækkende (laserende) vandfarver, der anvender en plantegummi, som regel gummi arabicum, som bindemiddel.
Citat: Den store Danske
Er vandfarve og akvarel det samme?
Vandfarve er en betegnelse for alle typer farve som er pigment opløst i vand. Akvarel er altså også en type vandfarve. Mange bruger ordet vandfarve om det børn leger med. Ofte er det udtryk for billig maling uden ret meget pigment, og med lille evne til at blande sig i smukke farver. Farverne i disse typer maling falmer typisk også hurtigt.
Personligt synes jeg det er synd at give børn dårlig akvarelmaling, det gør resultatet dårligere end nødvendigt, og gør det svært at bevare kunsten for eftertiden.
Af andre typer vandfarve end akvarel findes fx gouache og tempera. Gouache er en vandfarveteknik, hvor bindemidlet ligesom i akvarel er gummiarabicum, mens tempera anvender æg som emulgator. Den primære forskel i metoden er, at lyse toner af en farve ikke opnås ved at tilsætte hvid farve til akvarel, men ved at fortynde farven med vand og lade det hvide papir skinne igennem.
Jeg har også moderne farver der blot kaldes dækfarve, men både hos forhandlere og i den etablerede kunstverden, er der ret stor begrebsforvirring. Man kan derfor sagtens finde etablerede kunstmuseer og kunsthandlere, som i en pærevælling kalder alt for akvarel.
Materialer til akvarelmaleri
For at komme i gang med at male akvarel, skal der ikke så meget til. Det hverken fylder eller koster ret meget, i forhold til andre former for kunstmaleri.
Akvarelfarver
Når du skal ud og købe akvarel første gang, så er mit bedste råd, at du ikke køber en stor dyr kasse med et helt akvarelsæt, men nøjes med at købe en kold og en varm udgave af de tre grundfarver.
På den måde kan du nå at ombestemme dig i forhold til om du fik købt den rigtige kvalitet og kommer i gang med selv at blande farver fra starten. På den måde får du også god kvalitet og bliver derfor ikke begrænset af dårlige farver. Det kan nemlig ødelægge en ellers udmærket kunstner, hvis farven ikke har god og tilstrækkelig mængde pigment.
Da jeg endnu ikke har mødt en kursist der lyttede til mit råd om ikke at købe en æske, vil jeg lige komme med en anbefaling. Billedet viser en metalæske Sennelier akvarel, og hvis du skal købe et sæt, skal det være et af de store. De små har nemlig ikke både en kold og en varm udgave af primærfarverne. De små æsker er heller ikke fremtidsholdbare, da der ikke er plads til ret mange farver.
Æske til akvarel
Man kan købe en metalæske hvori man lægger sine pans (det er blot navnet for firkanterne de produceres i). Man kan derfor blande forskellige mærker og teste hvad man kan lide. Nogle steder får man akvarelæsker i plastik, men det er nu rarest med metal. En æske varer som regel flere livstider, så jeg har fx. en arvet fra to generationer før mig.
De fleste æsker og de fleste mærker akvarel produceret i 1/2 pans – Jeg kender faktisk kun de såkaldte russerfarver (skt Petersborg akvarel) som produceres i hele pans. Man er derfor ret sikker på at kunne anvende samme æske til alle farver.
Andre typer akvarelmaling
Det er muligt at købe alverdens andre akvarelprodukter som flydende akvarel, akvarel i tube og akvarel farveblyanter. Der er virkelig ingen grund til at købe disse til at begynde med. Det er bedst at lære håndværket fra bunden og så eksperimenterer senere. Flydende akvarel er faktisk ikke noget godt produkt, da de bliver dårligt og er spild af penge.
Akvarelblyanter
Akvarelblyanter er et udmærket værktøj, som der nok skal komme en guide til her på kunstskolen.
På længere sigt kan det være sjovt at eksperimentere med denne type akvarel, men vent til du har leget lidt med akvarellen og prøvet at styre de våde farver.
Akvarelblyanter kan benyttes som en del af et akvarelmaleri, hvor man lægger detaljer på til sidst med blyanterne, men kan også bruges på hele billeder. Teknikken er, at man tegner et motiv og efterfølgende maler hen over det med en våd pensel, så farverne løber ud og sammen.
Akvarel på tube
Meningen med akvarel på tube er, at man trykker lidt ud og tynder op med vand. På den måde kan man have et større glas med farve som man dypper i. Dette kan være rart til store billeder, men det giver også nemt et stort spild, da opblandet maling ikke kan holde sig. Man kan godt gemme det nogle uger i et glas med tætsluttende låg, men lugt til det inden brug.
På Steinerskolen fik vi altid udleveret opblandet farve, og jeg vil sige det godt kan være en fordel til børn, som ellers meget hurtigt får blandet alle farver sammen i akvarelæsken.
Jeg kan godt finde på at anvende tubeakvarel til sidst i mine billeder, som en pastos effekt ufortyndet. Det er ikke god latin hvis man er klassisk akvarelmaler, men hey – det er jo kunst.
Akvarel papir
Man kan ikke bruge en hvilken som helst form for papir til akvarel. Papir kan jo normalt ikke tåle vand – Det vil krølle og vandet vil løbe igennem det. Derfor benytter vi akvarelpapir, som er en slags sugende papir, som er meget tykkere og mere stofagtig end skrivepapir. Til nogle teknikker som “vådt i vådt“, stilles endnu større krav til papiret.
Akvarelpapirets vægt
Når du køber din første blok akvarelpapir så køb noget hvorpå der står det er til akvarel. Det skal helst veje minimum 300 g. pr. m2 – kaldet 300 grams papir, så kan det holde til man arbejder meget på det. Tyndere papir vil hurtigt gå i opløsning.
Bomuldspapir til akvarel
De dyre typer akvarelpapir indeholder bomuld. Det er et lækkert materiale at stå med, blødt og meget dejligt at arbejde med. Det kan holde til virkelig meget. Men det er for dyrt at eksperimentere på, så vent med at købe det til du er færdig med at eksperimentere som nybegynder.
Valg af overflade på papiret
Man kan få både glat papir og rough – altså groft, hvilket vil sige at overfladen er mere eller mindre ru eller helt flad. Det grove papir er svært at male meget præcist på, da kanterne på det malede vil følge papirets ujævnheder. Men det kan også give en helt fantastisk tekstur til et billede. Som nybegynder kan du vælge at prøve begge dele og se hvad du får det bedste resultat ud af. Personligt kan jeg ikke så godt lide papiret bliver alt for groft når jeg skal male, men kender mange som elsker det.
Hvis du vil tegne motiv op inden du maler, så brug glat papir.
Koldpresset papir til nybegynderen
Papir kan også være både kold- og varmpresset. Generelt anbefaler man koldpresset til begyndere, fordi det er nemmest at arbejde med.
Akvarelpapirets farve
Papiret bør være hvidt for en nybegynder. Akvarel er jo transparent, så farven fra papiret vil blande sig med akvarelmalingen og gøre det svært at blande farver.
Som beskrevet før, er hvid jo også en farve vi ikke har i akvarelmaling, så vi er nødt til at arbejde med at papiret giver denne farve.
Blokke eller ark?
Akvarelpapir er billigst at købe i ark i stedet for i blokke, men blokken har den fordel, at man nemt kan undgå papiret bliver ødelagt ved transport og opbevaring. Personligt spænder jeg altid papiret op på en træplade med malertape, for at undgå det tørre op bulet. Jeg synes også det er nemmere at arbejde når jeg har en stor flade papiret sidder fast på.
Man kan godt male direkte på en blok – Man risikerer dog at de underliggende ark papir tager farve eller fugt, så det kan blive en lidt dyr omgang. Derfor er rådet herfra at lade være.
Eksempel på papir til nybegynderen
Dette papir har den ønskede vægt, farve og er koldpresset. Det har en glat overflade og fås i store blokke (A3). Fordelen ved stort papir er, at man ikke sidder og begrænser et motiv – og så kan det klippes i mindre ark, hvilket spare penge.
Tip: vent med at skære papiret til, til efter du har malet. På den måde kan du vælge det af maleriet ud som er blevet godt.
Malertape
Hvis du spænder papiret op på en træplade, så vil jeg virkelig anbefale dig at købe en ordentlig malertape. De billige gule klistre ubehjælpeligt fast til papiret inden for et døgns tid. Jeg plejer at købe en UV-bestandig malertape i et byggemarked. De er oftest blå eller grønne og koster gerne tre gange så meget som de billige. En rulle kan dog holde i flere år, så spar ikke her!
Pensler til akvarel
Her skal du altså unde dig en tur i en rigtig kunstnerartikler-forretning. Lad være med at gå i Panduro eller Søstrene Grene.
Køb en pensel i minimum størrelse 8 som er rund og spidser til i enden. Du kan godt købe en tyndere pensel til detaljer også, men til at lægge lag af akvarel på papiret, skal du bruge en stor pensel. Jo større jo bedre vil jeg sige. I og med at penslen er spids, er det nemlig overraskende nemt at være præcis med den.
De bedste pensler er af naturhår og koster fra 200,- og op. Du kan dog sagtens få en god pensel i akryl til omkring 100,- De kaldes tit guldmår pensler.
Læg mærke til hvordan skaftet på penslen ligger i din hånd før du køber den. Jeg kan personligt godt lide det har en god tykkelse og vejer lidt. Med tiden går man i et med sit værktøj, og der ligger meget malerglæde i at penslen ligger godt i hånden.
Rengøring af akvarelpensler
Pensler til akvarel skal rengøres med rent vand og intet andet. Man kan godt købe kunstnersæbe, men lad være med at tilføje stoffer til din pensel – Brug kun vand, eventuelt lunkent hvis den er meget slem.
En akvarelpensel er sart og må aldrig nogensinde stå på hårene i vandet. Køb hellere en penselvasker, hvis du synes den skal stå i blød. I en penselvasker hænger penslen med hovedet nedad, og den kan benyttes til sikker opbevaring af pensler der ikke er i brug.
Hvis en akvarelpensel begynder at stritte med hårene er du nødt til at kassere den, for så vil den trække striber på papiret som du ikke kan styre. Man kan nogle gange være heldig at man kan samle hårene igen, ved at gøre penslen våd og samle hårene med fingerspidserne.
Blandebakke akvarel
Mange foretrækker at have blandebakker med rumopdelinger til akvarel, men de er faktisk lidt overflødige. Skal man blande en større mængde, er et papkrus næsten mere egnet. Desuden er der i alle metalæskerne som jeg anbefaler, nogle låg med plads til at blande maling.
Tip: Man kan bruge en almindelig hvid plastik eller porcelæns tallerken til at blande på, den skal bare rengøres med vand og eventuelt skuresvamp.
Vand er ikke bare vand
Vand indeholder forskellige mineraler og i udlandet vil man fx opleve vand med klor i. Alle disse tilsætninger til vand kan give urenheder eller danne kemiske forbindelse med forskellige stoffer i malingen. Derfor anbefales det generelt at anvende demineraliseret vand til akvarel. Når det er sagt, så er jeg selv en af flertallet, som blot anvender dansk postevand.
Blyant til at optegne konturer
Om du behøver en blyant handler om, hvorvidt du gerne vil tegne et motiv op inden du lægger akvarellen på. Hvis du gerne vil male noget der ligner noget – altså et motiv, så bliver de fleste nødt til at tegne det op i forvejen. Akvarellen er svær at styre.
Jeg foretrækker stiftblyanter, fordi de er så nemme at være præcise med. Vælg dog altid i en stift der starter med et B. B betyder blød, og den vil derfor ikke ridse ned i papiret. Man kan få stiftblyanter der er helt ned til 0,2 mm tykke i stiften, men de knækker meget nemt og stifter fås som regel kun i H – altså hårde. De almindelige skrivestiftbyanter er 0,5mm tykke i stiften, og fine til formålet. Dem kan man købe i billige butikker med en HB stift i. Denne egner sig dog kun til at skrive med, så køb gerne nogle fx 2B stifter i en boghandel eller kunstnerbutik.
Du kan også sagtens bruge en almindelig blyant i træ, men sørg for den er blød – Så kig på hvad der står på den.
Uanset hvilken blyant du benytter, så må du ikke trykke den ned i papiret. Tricket er at glide løst henover papiret, så blyanten lægger sig og kun lige hæfter. Trykker du vil der samle sig pigment i fugen, mens det relativt løse blyant vil fremstå diskret i billedet.
Tegnekul eller kulblyant
Man kan også benytte kul til opstregning. Denne vil i mange tilfælde forsvinde ind i billedet, så omridset forsvinder. Men malingen kan blive lidt uklar.
Det gode ved kul er, at man ikke får trykket for hårdt, da det så knækker.
Jeg har aldrig selv været så vild med denne teknik. Dels er det svært at være præcis med kul og dels er jeg bare fan af at arbejde med blyant.
Viskelæder
Det er nødvendigt at anvende et ordentligt viskelæder. Mange er lavet af plastmaterialer som lægger sig på papiret som en hinde, som forhindre vandopløste farver i at hæfte sig til papiret. Køb i stedet et såkaldt knetgummi, som nærmest løfter blyant af papiret i stedet for at tvære i det. Knetgummi er lidt klistret at sidde med, men det holder praktisk taget evigt. Jeg har knetgummi som er over 20 år gammelt og det virker fint endnu. Teknikken er at duppe med det og så ælte knetgummiet mellem fingrene. På den måde optages blyanten i materialet og der opstår en frisk flade at duppe med.
Maleplade
En god maleplade er let, men fast sådan at papiret ligger helt fladt. Det er stort nok til at der er plads til tape, så lad være med at falde for fristelsen til at købe en der har samme størrelse som et lille stykke papir.
Køkkenrulle
Køkkenrulle eller andet sugende papir bruges til flere ting. Dels til at suge maling op fra papiret med og dels til at tjekke om penslen er helt fri for farve efter den er renset i vand. Nogen foretrækker en tynd bomuldsklud, men jeg synes ikke den suger så godt.
Af erfaring ved jeg også, at køkkenrulle er rart at have inden for rækkevidde hvis man nu fx er typen der griser.
De gode mærker akvarelmaling er:
- Skt Petersburg (som jeg primært benytter selv). De er billige og man køber dem i større pans ad gangen (de kræver derfor en anden æske end de andre).
- Winsor and Newton (nemmest at finde)
- MariMer
- Sennelier
- Old Holland
- Schmincke
- ShinHan
- Lukas
- Daniel Smith.
De tre grundfarver
Rød, gul og blå – Mere behøver du ikke. Ud fra disse kan man blande alle andre farver.
Jeg vil foreslå dig at købe:
- Rød: Alazarin Crimsom og Kadmium rød (Lys)
- Gul: Citrongul og New Gamboge
- Blå: Ultramarinblå og Preussisk blå
Du kan finde en gennemgang af primærfarver og hvordan man blander farverne her: Farvecirklen: Lær om Komplementærfarver
Grunden til du skal have to af hver farve er, at du får brug for både en kold og en varm primærfarve.
Den hvide farve i akvarel
Den hvide farve i akvarel er papirets. Når man maler akvarel, skal man derfor have taget stilling til hvad der skal være umalet, allerede inden man sætter penslen til papiret.
Ønsker man en lysere udgave af en farve blander man ikke hvid i, men lægger et tyndt opblandet lag akvarel, så rigtig meget af papiret ses gennem farven.
Det er faktisk ikke muligt at købe en hvid akvarelfarve, da hvid skal være dækkende. De hvide der sælges, er derfor det vi kalder dækhvid og de vil aldrig rigtig fremstå kridhvide. En del akvarelæsker indeholder hvid, men mit bedste råd er at lade være med at benytte dem – maleriet bliver grumset.
Forberedelse til akvarelmaling
- Held et par glas vand op (to glas er bedre end et, men en smagssag)
- Tape papiret fast til malepladen
- Gør alle akvarelfarverne våde med en dråbe vand, så de lige kommer i gang
- Blød penslen op og mærk efter om den er blød
- Sørg for at have køkkenrulle klar
Hvordan maler man med akvarel?
Akvarel handler om penselkontrol og om at styre motivet. Derfor er det nødvendigt at starte med at øve penselstrøgene.
Den første øvelse jeg vil anbefale dig er, at arbejde med en enkelt farve, og se hvor langt du kan strække den mængde maling du får op i penslen. En god pensel kan indeholde rigtig meget farve og det spændende opstår når du løber tør, får en lille sø, og starter med en nyfyldt pensel. Prøv om du kan få det til at se ud som om det hele er malet i et strøg. Start i det ene hjørne, træk en lang streg, og fortsæt uden at løfte penslen med en streg i den modsatte retning nedenunder.
Idealet i en akvarel er altid at lave lange lette strøg, og ikke sidde og tværer i det.
Når du har fået styr på de lange strøg og sammenflydningen af farve, så du får flader på papiret uden synlige penselstrøg, kan du gå i gang med at øve maling i lag (se senere) og at efterlade områder hvide.
Akvarelteknikker
Der findes et utal af teknikker og de vil efterhånden blive uploadede til denne hjemmeside. Du skal dog næsten lige have den første at lege med nu:
Køkkenrulle som effekt
En teknik du hurtigt bør lære er, at suge maling op fra papiret. Man kan fx fjerne den føromtalte sø (der fremkommer ved afslutningen af hvert strøg med penslen), ved at røre den med et hjørne af et stykke køkkenrulle.
Man kan også krølle et lille stykke køkkenrulle sammen, og trykke det let imod sit nymalede billede. Alle steder hvor papiret røre maling, vil det i løbet af et øjeblik suge maling op. Dette giver en tekstureret overflade som løber lidt sammen igen, men som kan give en fantastisk effekt.
Når man benytter køkkenrulle er det bedst blot at holde den ned til papiret. Ikke noget med at tørre op med roterende bevægelser. Køkkenrulle begynder hurtigt at afgive fibre, som kan lægge sig som urenheder i billedet.
Se også:
Alla prima: Sådan males vådt i vådt
Hvordan laver man et maleri? 7 trin der får dig i gang med at male
Monokromt maleri: Analyse, forklaring og prøv teknikken selv
Kan man rette eller slette i en akvarel?
Som udgangspunkt kan man ikke fjerne maling der allerede er kommet på papiret. Jeg bruger dog nogle gange et barberblad og ridser lige så forsigtigt overfladen af papiret, sammen med malingen.
Man kan være heldig, at man kan opbløde en fejl lidt, hvis man maler området flere gang med pensel og rent vand. Men det kræver altså at papiret er godt. Ellers risikerer man at tvære papiret i stykker.
I nogle tilfælde kan man anvende en såkaldt dækhvid. Det er ikke akvarel (der har vi ikke en hvid, men anvender papiret som hvid). Det vil altid se lidt forkert ud, men måske kan det redde det værste.
Læg mærke til hvad der sker, hvis du vinkler din pensel mere eller mindre til papiret og hvad der sker hvis du trykker en lille smule med penslen. Se at du kan male i bredere og tyndere linjer.
Akvarellens egenskaber
Det er akvarellens egenskaber som gør at vi fx maler med den i lag. Denne video viser meget præcist hvad man nemt kan få ud af at arbejde i lag.
Videoen afslører også noget det sværeste ved akvarel, nemlig at man får en “sø” hver gang man løfter penslen. At styre denne sø kræver en del øvelse, men at lade den ligge (som her) kan også give nogle fine effekter.
Valør
En af de markante egenskaber ved akvarelfarver er, at de er lysgennemskinnelige – altså transparente. Når man arbejder med akvarel er man derfor nødt til at tænke i “valør”, som er udtryk for hvor transparent man ønsker en farve skal være.
For at gøre farven mindre transparent handler det ikke om at smøre et tykkere lag på, men at arbejde i lag. Jo flere lag med samme farve, jo mørkere vil farven altså fremstå.
Lysere farve opnås ved at blande den tyndere op og kun male et eller få lag med den. Husk også, at farven opleves lys hvis der er mørkt ved siden af den.
Akvarellen løber sammen
Lægger man to strøg med akvarel helt tæt ved hinanden, vil de flyde sammen. Dette er en stor del af kunsten ved at male med netop dette medie. Hvordan man dels undgår utilsigtede blandinger, og hvordan man styrer blandingerne er det der kræver allermest øvelse indenfor akvarelmaleriet.
Man kan nørde meget med akvarel. Man kan også følge forskellige skoler, hvor nogle teknikker er set som fejl og andre netop søger de effekterne fejlene giver. I Starten er det sjovest blot at male løs, og se hvad der opstår. Så kan man altid øve teknikker senere hen.
Hvis du ønsker en meget detaljeret akvarel, så skal du satse på at de fine detaljer (som fx harens hår på Dürer billedet), skal lægges på til allersidst, og måske af flere omgange, hvis detaljerne ligger tæt.
Akvarel tørre lyst op
Det kan godt overraske meget, men når billedet er tørt, så har farven ændret sig markant. Man ved derfor ikke om et billede er færdigt før det er tørt. Der skal formodentlig mange lag på, før et værk er færdigt. Du kan forkorte tiden ved at benytte en hårtørrer, men pas på, den vil flytte farven. Igen kan dette være en ønsket teknik (jeg bruger den selv meget), men det kan også potentielt ødelægge de detaljer du har arbejdet med.
Konklusion
Dette indlæg indeholder ikke “alt” om akvarel, for det skal du lære ved at male. Men det indeholder alt hvad du behøver at vide for at komme i gang.
Rigtig god fornøjelse og velkommen til en verden fuld af dejlige farver.
Når du er klar, så gå til del to af akvarelkurset og lær om Valør